Home


Projekt

Gottlieb Paludan Architects udformer tre nye trafikcentraler i Sverige

11.10.2022

I samarbejde med AFRY og BBH Arkitekter skal Gottlieb Paludan Architects udforme tre kombinerede trafikcentraler for svenske Trafikverket. Projektet omfatter både nybyggeri, ombygning og udvidelse – og projektets overordnede formål er at tilpasse trafikcentralerne i Gävle, Göteborg og Malmö til indførelsen af Sveriges nye togstyringssystem og samle kontrollen af vej- og jernbanetrafikken i de samme trafikcentraler.

Gottlieb Paludan Architects bliver underrådgiver for AFRY med det overordnede designansvar for arkitektur og landskab for alle tre trafikcentraler. På opgaven i Gävle samarbejder vi med BBH Arkitekter fra Stockholm.

I Göteborg bliver der tale om en ombygning, i Malmø om nybyggeri og i Gävle om en udvidelse og ombygning. Projekterne skal forbedre den fysiske sikkerhed i bygningerne, højne standarden for arbejdsmiljøet og bidrage til større fleksibilitet i driften.

- Vi ser frem til at bidrage med vores erfaring og ekspertise inden for design af trafikcentraler og kontrolrum i Sverige. Vi har arbejdet på flere lignende projekter i Danmark med gode resultater, tilfredse kunder og et reduceret klimaaftryk. Nu fortsætter vi rejsen og bidrager til mere bæredygtig transport i Sverige, siger Mette Lyng Hansen, CEO hos Gottlieb Paludan Architects.