Home


1 /
Design

Kontrolrum hos DONG Energy 

DONG Energy flyttede i 2012 sit Netcenter til hovedsædet i Teknikerbyen i Virum. Netcenter er et kontrolcenter, hvor elnettet og distributionen i Hovedstadsområdet overvåges og styres.

Brugernes erfaringer med deres fysiske arbejdsmiljø, navnlig i forbindelse med natarbejde, førte til at især belysningen fik særlig opmærksomhed.

Den cirkulære pult - det eneste runde element i indretningen af hovedsædet - bliver kompletteret af det runde belysningsarmatur, som brugerne kalder ’glorien’. Cirklen samler opmærksomheden og skaber et fortættet rum, hvilket skaber identitet for den særlige funktion, som Netcenter er for DONG Energy. Glorien udsender varmt eller koldt, hvidt lys, alt efter brugernes ønsker. Især om natten er varmt, dæmpet lys det mest komfortable, suppleret med individuel arbejdsbelysning fra indbyggede downlights over hver plads. Rumbelysningen, de lange lysbånd hen over loftet, kan reguleres i zoner indenfor og udenfor cirklen. Også denne effekt giver brugerne mulighed for at samle opmærksomheden i pultkredsen.

De akustisk dæmpende paneler på bagvæggen, udsmykket med storgrafik af egetræer, belyses særskilt for at opnå en tryghedsskabende virkning af, at rummet ikke ender i mørke, selvom almenbelysningen er slukket. Den enkelte medarbejder regulerer de forskellige belysningselementer fra sin plads og indretter dermed omgivelserne så behovet for tryghed og komfort bliver tilgodeset.

Fotos: Gottlieb Paludan Architects 

Projektets lokation