Træer og træstammer pryder Københavns nye kraftværk
10.06.2020I disse uger plantes træer på toppen af BIO4 – det nye biomasseværk i København. Inden længe vil besøgende kunne nyde udsigten over byen og Øresund i grønne omgivelser ca. 40 meter over havets overflade. Træerne er af sorten hvidpil og de grønne omgivelser forstærkes af ca. 600 m2 sedumbelagt tagflade.
Facaden på BIO4 er allerede beklædt med træstammer og inden længe kan besøgende bevæge sig op gennem facadens ”skov” af stammer via en spektakulær trappe, hvorfra der undervejs er kig ind til den bæredygtige energiproduktion. Trappen ender i den beplantede udsigtsplatform med en unik udsigt over by og hav.
Projektet er skabt i samarbejde med MOE, Møller & Grønborg og Speirs + Major og er en hjørnesten i Københavns plan om at stoppe afbrænding af fossile brændsler.
Mere om projektet her.