Home


Virksomheden

To nye kreative direktører hos Gottlieb Paludan Architects

26.03.2021

To stærke profiler fra egne rækker indtræder som kreative direktører hos Gottlieb Paludan Architects, når Thomas Bonde-Hansen og Tine Kjærulff Bay tager over efter Jesper Gottlieb og sætter sig i spidsen for det kreative arbejde i arkitektvirksomheden. Udnævnelsen skal styrke virksomhedens faglige, arkitektoniske udvikling og sikre en fortsat høj kvalitet i det daglige designarbejde.

Gottlieb Paludan Architects’ nye kreative direktører, Thomas Bonde-Hansen og Tine Kjærulff Bay, har begge dybe rødder i virksomheden og har i mange år som designchefer haft stor indflydelse på virksomhedens profil og fokus. I denne egenskab har de været involveret i udformningen af en række af virksomhedens største projekter og de afløser virksomhedens hidtidige kreative direktør, Jesper Gottlieb, der nu træder ind i en rolle som seniorrådgiver.

Tine Kjærulff Bay er uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole og har været hos Gottlieb Paludan Architects siden 2008. Tine arbejder især på mobilitetsområdet med konkurrencer, designudvikling og projektledelse. Hun har som designchef stået i spidsen for projekter som Hovedstadens Letbane, Sydhavnsmetroen og Ny Ellebjerg Station i København, nye metrostationer i Oslo samt Haga Station i Gøteborg.

Thomas Bonde-Hansen har været hos Gottlieb Paludan Architects siden 2007 og er ligeledes uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole. Thomas har sine stærkeste kompetencer inden for ide- og konceptudvikling og ledelse af konkurrenceprojekter. Som designchef har Thomas blandt andet stået i spidsen for Byens Bro i Odense, en ny fodgængerbro i Tyresta Nationalpark i Sverige, gangbroer for Network Rail i Storbritannien, Delft Stadsarkiv i Holland samt Amagerværkets nye blok 4 i København.

Som ansvarlige for virksomhedens faglige ledelse, får de nye kreative direktører til opgave at videreføre og styrke tegnestuens designmæssige tilgang til opgaverne. Samtidig ser Thomas Bonde-Hansen udnævnelsen som en mulighed for at sætte endnu mere fokus på hverdagsarkitekturen.

Udnævnelsen af to nye kreative direktører er første led i den plan om generationsskifte og øget satsning på internationale markeder, som Gottlieb Paludan Architects meldte ud om i slutningen af 2020. Her annoncerede virksomheden også fremtidige ansættelser af en ny tegnestuechef og en ny administrerende direktør. Disse stillinger forventes besat i løbet af de kommende måneder.