Ny tegnestuechef hos Gottlieb Paludan Architects
03.05.2021Clement Bue Maali er tiltrådt som tegnestuechef hos Gottlieb Paludan Architects. Han får ansvar for den daglige ledelse og for at sikre kvalitet og fremdrift i arkitektvirksomhedens projekter. Clement kommer til at indgå som en del af et fornyet ledelsesteam hos Gottlieb Paludan Architects, som også omfatter to nyligt udnævnte kreative direktører og en kommende, ny administrerende direktør.
Clement Bue Maali er uddannet civilingeniør med speciale i Management og Teknologi fra Aalborg universitet. Han har over 10 års erfaring inden for arkitektbranchen og kommer aktuelt fra en stilling som Proces- og kvalitetsleder hos Cobe, hvor han har været ansvarlig for kvalitetsledelse, strukturering af projekteringsprocesser og digitalisering.
Som tegnestuechef og daglig leder hos Gottlieb Paludan Architects får Clement det overordnede ansvar for kvalitet og fremdrift i tegnestuens projekter ligesom han skal stå i spidsen for udvikling og implementering af innovative koncepter, produkter og IT-systemer.
Ansættelsen af Clement Bue Maali sker i forbindelse med en nytænkning af organisation og ledelsesstruktur og en øget satsning på internationale markeder, som blev meldt ud i slutningen af 2020. Organisationsændringerne omfatter også udnævnelsen af Tine Kjærulff Bay og Thomas Bonde-Hansen som nye kreative direktører og ansættelsen af en ny administrerende direktør – Mette Lyng Hansen – som starter på kontoret i Nordhavn i juni måned.
I samarbejde med den nyetablerede ledelse skal den nye tegnestuechef styrke og udvikle arkitektvirksomhedens organisation, understøtte den nye ledelsesstruktur og medvirke til fortsat international vækst.