Gottlieb Paludan Architects vinder konkurrence om ny brandstation i Oslos centrum
04.03.2020Der indkom 103 forslag til den åbne plan- og designkonkurrence om en ny brandstation i centrum af Oslo. En enstemmig jury pegede på Gottlieb Paludan Architects’ forslag Glød.
Juryen skriver om Gottlieb Paludan Architects’ vinderforslag: ”Forslaget anvender facader i brændt træ, bygningens konstruktioner er i træ og der anvendes genbrugt beton som belægning på opstillingspladsen. Omfattende bidrag med naturligt lys til aktive områder reducerer behovet for kunstig belysning. Det er også planlagt at opsamle regnvand til brug i toiletter og i vaskerummet”
Den eksisterende hovedbrandstation i Oslo skal fraflyttes i slutningen af juni 2023. Derfor udskrev kommunen en konkurrence om en ny brandstation i Bjørvika som skal huse ’Brann- og redningsetaten’ (BRE). I konkurrencen efterspurgte Omsorgsbygg Oslo KF en teknisk optimal brandstation, som samtidig tilbyder ideelle forhold for personalet, samt at brandvæsenets arbejde skal være synlige for omgivelserne.
Brandstationen placeres i grønne omgivelser og dens skulpturelle udformning er tydelig: Tre mørke, lukkede blokke omgiver vognhallen og bærer en åben og let etage af lyst træ og glas. Mod nordvest trækker bygningen sig lidt tilbage ved at et af volumenerne skubbes lidt ind under øverste etage. Dette efterlader plads til hovedindgangen, der får en markant synlighed på pladsen. Forbipasserende får kig ind i brandstationen fra alle sider af bygningen gennem åbninger mellem de lukkede voluminer i de nederste etager. Bygningens design vidner om forståelse af den særegne by-situation og er et godt match til områdets nuværende blanding af industri og containerhavn.
Træ indgår som et betydningsfuldt materiale i brandstationen, både for det arkitektoniske udtryk og for dets bæredygtighed. I konstruktionen anvendes træ alle steder, hvor det kan erstatte beton. Dette reducerer bygningens CO2-aftryk betydeligt og øger anvendelsen af kortrejste materialer. Materialevalget bidrager også positivt til medarbejdernes helbred, miljøet og de lokale omgivelser.
Brandstationen skal tages i brug i udgangen af juni 2023.