Home


Job

Gottlieb Paludan Architects søger lysdesignpraktikanter til efteråret 2020

25.02.2020

Gottlieb Paludan Architects specialiserer sig bl.a. indenfor mobilitet og forsyning og fokuserer dermed på samfundets kernefunktioner. Vort mål er at bidrage til at skabe bedre byer og bedre samfund med arkitektur af høj teknisk og æstetisk kvalitet. Vi tror på at enkelhed og klarhed rummer sin egen skønhed og følger en tidløs, nordisk tradition der peger ind i fremtiden.

Lysdesign er en integreret del af vore projekter fra første færd. Praktikanter indenfor lysdesign, med særlig interesse for byggeri og med forståelse for såvel dagslys som kunstlys, vil få mulighed for at involvere sig i og bidrage til vore projekter som medarbejdere på projekteringsholdene.

Vi forestiller os, at du har en baggrund indenfor arkitektur, landskabsarkitektur, byggeteknik eller lignende, men er åbne overfor andre muligheder.

Vi forventer, at du har afsluttet det første år af en masteruddannelse eller to år af en bacheloruddannelse inden for lysdesign, og vi er særligt interesserede i praktikanter med stærke kundskaber inden for grafiske programmer, rendering, modellering, lysberegning og tegning, fx 3D Studio, Photoshop, Illustrator, Dialux, Sketchup, Revit, Autocad, Rhino osv.

Vi er en internationalt orienteret virksomhed og byder ansøgere af enhver nationalitet velkommen.

Åbent hus
Hvis du ønsker at vide mere om Gottlieb Paludan Architects og mulighederne for et praktikophold som lysdesignstuderende, er der åbent hus 12. marts 2020 klokken 15.00. Arkitekt og lysdesigner Associate IALD Jesper Ravn vil fortælle om virksomheden og praktikopholdet ved denne lejlighed. 

Tilmeld dig ved at sende en mail til Jesper Ravn på jr@gottliebpaludan.com.

Ansøgningsfrist
Ansøgning skal indsendes senest 23. marts 2020 til praktik@gottliebpaludan.com. Anfør venligst ”Praktikant Lysdesign” i emnefeltet.