Home


1 /
Viden

Et usentimentalt teglmurværk

04.09.2017

Den tynde skalmur har sejret og idag savner vi den konstruktive logik, der var med til at give fortidens murværk dets rige udtryk. Kan skalmurens spilleregler give nutidens murværk en rigdom, der kan matche fortidens? For Gottlieb Paludan Architects har dette længe været  en central, faglig udfordring.

Det handler om at komme med kvalificerede bud på, hvordan man opnår den samme rigdom i udtrykket som længere tilbage i den danske og nordeuropæiske murværkstradition. Uden sentimentalitet skal de tage udgangspunkt i at teglmurværk i dag sjældent er konstruktivt bærende. For det er i høj grad stadig bærer af et arkitektonisk potentiale.

Skalmuring er blevet stadig mere udbredt siden 1920’erne. Men med oliekrisen konsoliderede der sig endegyldigt en situation, hvor en bærende bagmur og en formur lever hver sit liv - dog med ståltrådsbindere som røde linjer murene imellem. Bagmuren har betonindustrien i vidt omfang sat sig på. Teglstenen har en særstatus i vores regionale byggeskik og er stadig ofte førstevalget som materiale til formuren.

I sig selv er skalmuren ikke nødvendigvis en fattig arkitektur. Men den kan blive det hvis teglstenen tages som gidsel i westernfacader uden klangbund i den konstruktive realitet. Modgift: Gå fordomsfrit ind på dens nye rolle i facaden.

En trædesten til konteksten
Kreativ direktør Jesper Gottlieb fortæller: "Vi bruger bevidst teglmurværket som en måde at binde bygningen ind i en sammenhæng hvor det allerede er anvendt. Mange af de mindre, tekniske anlæg, vi arbejder med, er desuden ofte lukkede og indadvendte. Her har teglet oplagte kvaliteter som materiale i modsætning til fx glas”.

Han peger også på murstenens lille modulenhed som en måde til at opnå et monolitisk udtryk. Men murstenen er ikke nogen universalløsning. Han nævner fx Svanemølleværket i Københavns Nordhavn som en muret kolossal-indsats der skraber mod den øvre ende af hvor mange mursten det giver mening at transportere og stable oven på hinanden.

,, 

Disse tilbygninger med deres murede overfrakker er klart moderne, men genindskriver sig i tidligere tiders forsyningsarkitektur.


Thomas Bo Jensen er professor ved Arkitektskolen Aarhus og har beskæftiget sig indgående med teglmurværket. Bl.a. er hans ph.d.-afhandling om "murstenens ornamentale vilje" et referenceværk om det muredes tektonik, kulturarv og arkitektoniske potentiale. Han refererer til Gottlieb Paludan Architects skalmurede byggerier fra de senere år som starten på et nyt lag af genkendelighed i byen:

”Disse tilbygninger med deres murede overfrakker ligner hinanden, men har små, subtile forskelle. De er klart moderne, men genindskriver sig i en industriatmosfære fra tidligere tiders forsyningsarkitektur. På den måde skaber de et identitetslag i det københavnske bybillede. Det er ét blandt mange andre lag, men spiller mere på kontinuitet end på at føje endnu en nyhed til.”

Han fremhæver et tysk forbillede for denne måde at arbejde på: I en årrække fra 1920’erne og frem tegnede arkitekten Hans Heinrich Müller for elektricitetsvæsenet i Berlin (Bewag) over 50 små og store, murede forsyningsbyggerier, alle af høj kvalitet. De 35-40 bevarede eksempler kan genkendes på tværs af i øvrigt forskellige kvarterer. ”Det er dét, infrastrukturens fysiske udtryk kan være med til, nemlig at skabe en forbindelse som griber på tværs i byen” siger Thomas Bo Jensen.

Udfordringen fra skalmuren
Teglet i en skalmur opfører sig anderledes under temperaturudsving end bagmurens beton. Det er derfor nødvendigt at opdele skalmuren i felter ved hjælp af de såkaldte dilatationsfuger (udvidelsesfuger).

Behovet bliver endnu mere udpræget fordi det meste murværk i dag mures med cementmørtel som er meget hård. Det betyder at hvis muren revner, sker det faktisk snarere i teglstenene end i fugerne (som man ellers intuitivt opfatter som "det svage led"). 

Thomas Bo Jensen er på mange måder kritisk overfor den udbredte brug af skalmuring. Han ser dog alligevel et potentiale i at bearbejde skalmuren som et arkitektonisk motiv på egne præmisser. Det kan fx være gennem præfabrikation, via "collagestrategier" for opdelingen af murværkets felter eller ved at tage dilatationsfugen op som et motiv i sin egen ret. Paradoksalt kan denne lidet afholdte konstruktionsdetalje vendes til en kunstnerisk kvalitet, fx gennem recesser og forbandtskift.

,,

Tanken om at klassificere materialer som gode/dårlige eller gammeldags/nutidige er simpelthen uforståelig for mig


Arkitekt MAA Adam Wingstrand har været med på flere af Gottlieb Paludan Architects markante teglmurværksprojekter. Også han peger på at man ikke må undervurdere betydningen af forbandtet! En banal, men uomgængelig, observation er vigtig at holde sig for øje: Små detaljer på en tegning gør en kolossal forskel for, hvordan bygningen opleves i byen.

Han forklarer: "Når du bygger massivt i murværk, vender du nogle af stenene for at få "fletværket" til at hænge sammen. Det gør at kopperne (murstenens korte ende eller "gavl") bliver synlige i facaden. I en todelt mur er formuren blot en halv sten dyb. Personlig synes jeg, det er lidt corny at bruge et forbandt med kopper i en almindelig skalmur. Så skal man faktisk bede mureren om at skære halvdelen af stenene over for at få det til at passe. Løberforbandtet (hvor den synlige facade udgøres af murstenenes langside) har blandt nogle arktitekter et dårligt ry. Jeg tror nu primært det udspringer af at det ofte er blevet brugt i nogle sløje byggerier. I sig selv er der jo ikke noget galt med det."

Et materiale med lang levetid stiller krav
I det hele taget understreger både Jesper Gottlieb og Adam Wingstrand at deres interesse for teglet ikke udspringer af en eller anden særlig ædelhed som materialet måtte besidde.

"Tanken om at klassificere materialer som gode/dårlige eller gammeldags/nutidige er simpelthen uforståelig for mig," siger Adam Wingstrand.

Det handler for dem begge om at gå med materialet fremfor mod det: "Jeg tror, at mange - mig selv inklusive - tiltales dels af teglets stoflighed. Jeg holder også af dets solide og langlivede karakter. Disse fine egenskaber stiller på sin side også fordringer til projektet. En teglmur er ikke noget, man lige flår ned igen efter få år. Bygningens arkitektur må kunne retfærdiggøre en levetid der står mål med materialets," siger Jesper Gottlieb og fortæller at Gottlieb Paludan Architects forsøger at gå til teglmurværket med en usentimental attitude:

"Vi søger ikke nødvendigvis det håndgjorte. Den billige maskinsten har i høj grad også sin berettigelse. Fugen og forbandet er nemlig virkemidler i facaden på lige fod med den enkelte sten. På fjernkølecentralen i Tietgensgade arbejdede vi med en trykket fuge. Den fremhæver den enkelte sten mere end en skrabet fuge ville. På de store flader har selv små virkemidler som disse en betydelig effekt. Det er dem, alt arkitektfagligt arbejde går ud på at dosere og orkestrere!"

En berigende episode i murværket
Gottlieb Paludan Architects stod i projekteringen af et teknisk anlæg på H.C. Ørstedsværket overfor et aldeles trivielt problem: Dilatationsfugen, som man ofte med mange krumspring prøver at underspille. Desværre ikke sjældent med et anstrengt udtryk som resultat.

Jesper Gottlieb fortæller: "Transformerstationen på H. C. Ørstedsværket udgør et lukket volumen. Der sker ganske enkelt ikke så meget på sådan en facade. Derfor får dilatationsfugen stor betydning, fordi det bliver dén forskel, øjet hæfter sig ved. Hvordan kan den blive en episode som beriger murværket? Vi valgte at gøre et nummer ud af den ved at gøre den både bredere og dybere end nødvendigt. Det skjuler dels den uskønne gummifugning som kan placeres dybt i muren. Vi gjorde dilatationsfugen til et motiv og lod den løbe sammen med en af de få åbninger i facaden. Forsøger man at mime en massiv mur, ville man undgå dette greb for enhver pris.

,, 

Vil man have en sammenhængende by er det farligt at forlade de mest dominerende materialer, eller at lade dem "sande til" uden at fortolke dem på ny

 
Adam Wingstrand supplerer:” På H.C. Ørstedsværket valgte vi – helt i skalmurens ånd – et løberforbandt som udgangspunkt. Hvert andet skifte i forbandtet er en såkaldt normalsten, hvert andet en bredere teglsten. Det skaber en udkragning på 60 mm i hvert andet skifte og dermed en skyggevirkning og en vandret, "rillet" ornamentik i facaden. På hjørnet forskød vi skifternes rytme. Det understreger den opstablede karakter og skaber et åbent, lidt flimrende hjørne. Skallens lethed bliver tydelige og ligesom sitrer lidt; du fornemmer klart at det ikke er en massiv mur.

I senere projekter som fjernkølecentralen i Borgergade har vi også arbejdet med kopper i forbandtet. I et recesmurværk synes jeg, det giver mere mening. Fordi man netop ønsker en udkragning, kan opmuringen udføres med helt almindelige normalsten.”

Hvem er bange for bygningsreglementet?
"Vil man have en sammenhængende by er det farligt at forlade de mest dominerende materialer, eller at lade dem "sande til" uden at fortolke dem på ny", siger Thomas Bo Jensen. Han peger på Holland, særligt Amsterdam, som et sted der også i dag har en vital og levende tegltradition:

"Her har der de seneste 10-15 år været en massiv bølge af byggerier der har fornyet det murede udtryk i byen. Den er samtidig tæt forbundet til stærk murværkstradition som ligner den vi har i Danmark. Desværre ser jeg ikke herhjemme en lige så stærk, kollektiv bevægelse som insisterer på at murstenen også har noget nyt at byde på." Thomas Bo Jensen fremhæver at den hollandske bevægelses kreative energi tilsyneladende udfolder sig usvækket af et fuldt ud så strikt bygningsreglement som det danske.

Gottlieb Paludan Architects har ved flere lejligheder arbejdet sammen med den hollandske tegnestue Office Winhov. De er eksponenter for den fornyede murværksentusiasme og samarbejdet har bl.a. mundet ud i et nyt stadsarkiv i byen Delft

En lang proces gør godt
Processen omkring byggeriet af et forsyningsanlæg er ofte meget lang, fordi det tager tid at få hele det tekniske grundlag på plads. Projekterne arbejdes frem til et vist niveau, er nødsaget til at hvile en tid og tages så op igen. Jesper Gottlieb peger på de "bifangster" som dette kan give den faglige eftertanke: "Overvejelserne får lov at rumle videre i baghovedet, samtidig med at man får afstand til sagen og friske øjne på den. Jeg har aldrig oplevet at en sådan pause ikke har bekommet et projekt vel."

,,

Det er trods alt nemmere bare at stable sten oven på hinanden i et almindeligt løberforbandt. Ambitionen er snarere grundlæggende arkitektonisk end en snævert byggeteknisk


Adam Wingstrand fortæller om arbejdet med murværket hos Gottlieb Paludan Architects: "Vi har ikke alle været involverede i samtlige af murværksprojekterne. Men vi har siddet ved samme bord; og nørderiet har været massivt," griner han og fortsætter: "Vi diskuterer ting, som hvorvidt recesmurværket fungerer bedst med løbere eller kopper i udkragningen (løbere understreger den vandrette linjering, kopperne øger spillet i facaden) og om det første skifte skal starte inde eller ude. Konklusionen er nok at man ikke kan give et entydigt svar. Men at det er ikke desto mindre er vigtige spørgsmål at beskæftige sig med!".

Arrangementet af individuelle dele
Tilgangen med at bruge materialet og montageteknikkens præmisser som afsæt kan genfindes i andre af Gottlieb Paludan Architects' projekter. Det gælder fx Anhydro Testcenter i Søborg nord for København. Her samles flere bygningskroppe af en let facade af rillede aluminiumsplader. Montageteknikken giver sig utvunget til kende som vandrette bånd i facaden. Pladernes profilering og de runde hjørners radius blev afvejet for at skabe et blødt, svøbt udtryk.

Intet materiale er således et matematisk plan som kan snappe sømløst til et andet. Det giver sig under temperaturpåvirkning, udsættes for slid og har montageteknik og -tolerancer at tage hensyn til. Opgaven består i at gøre en kunstnerisk dyd ud af den nødvendighed, materialet spiller én i hænde.

Murstenen er et afgrænset element, mens murværket som sådan er kontinuert. Teglmurværk er på den måde en fin opsummering af arkitekturens opgave: At at arrangere individuelle dele i en smuk og funktionel helhed.

Jesper Gottlieb slutter: "Recesmurværket udgør ikke nogen byggeteknisk forenkling. Trods alt er det nemmere bare at stable sten oven på hinanden i et almindeligt løberforbandt. Det er derfor snarere en grundlæggende arkitektonisk ambition der kommer til udtryk i projekterne vi viser her, end en snævert byggeteknisk. Vi prøver at give disse tilbygninger til eksisterende anlæg den samme arkitektoniske valør og omhu i bearbejdningen som blev deres forgængere til del. Vores ambition er at bygge videre i en tradition for industribygninger af høj kvalitet. Men ornamentikken skal være nutidig, og ikke med den tids basunengle og andre historiserende detaljer."


Læs om andre projekter med tegl i fokus:

Värtaverket, Biomassefyret Kraftvarmeværk

Marbjerg Vandværk, Roskilde

Lindevang Transformerstation