Home


Projekt

Värtaverket vinder Wienerbergerpris i kategorien ’Building outside the box’

30.05.2018

Siden 2004 har Wienerberger Brick Award været centrum for at hædre teglarkitektur. Prisen, der uddeles hvert andet år, er i år blandt andet givet til Gottlieb Paludan Architects og deres svenske samarbejdspartner Urban Design for det spektakulære projekt Värtaverket.

Värtaverket, der ligger centralt ved Stockholms havn, er et af de største biomassefyrede kraftværker i verden. Byggeriet er 20.000 m2, hvoraf en del af anlægget er placeret under terræn. Dette bl.a. af hensyn til det omkringliggende terræn med fredede egetræer og funktion som faunapassage.

Kraftværkets facade er indhyllet i kurvede teglelementer, der refererer til de gamle industribygninger i området. Samtidigt giver teglen, som beklædningsmateriale, det store, tekniske anlæg en varm, rødlig glød. Teglelementerne fungerer som lodrette lameller, der dækker anlæggets ydre og tillader fleksibilitet og foranderlighed i placeringen af de nødvendige åbninger i den bagvedliggende klimaskærm.

En jury, bestående af fem internationale arkitekter, har valgt at give Värtaverket prisen i kategorien Building outside the box og begrunder hæderen med følgende:

”…Det endelige facadeudtryk forbinder det nye kraftværk med de karakteristiske teglbygninger i området. Herudover er den nye facade, frem for alt, et eksempel på en moderne infrastrukturbygning, der passer til traditionen i den nordeuropæiske by.”

Värtaverket åbnede i 2017 og er skabt i et samarbejde mellem Gottlieb Paludan Architects og den svenske arkitektvirksomhed Urban Design. Gottlieb Paludan Architects har for sit arbejde med Värtaverket tidligere både modtaget Sveriges store kakkelpris og AAP - The American Architecture Prize ™.

Læs mere her.