Home


Projekt

Nyt hotel på Rådhuspladsen i København

30.08.2017

Dagmarhus på Rådhuspladsen i København renoveres og genåbner som hotel med 238 værelser og ny tagetage. Gottlieb Paludan Architects er arkitekter på projektet.

Den hollandske hotelkæde citizenM åbner sammen med den danske hotelejer Claus Hildebrandt et hotel i den nuværende kontorbygning Dagmarhus, der ligger på Rådhuspladsen. Den historiske ejendom, der under besættelsen husede den tyske centraladministration i Danmark og en afdeling af Gestapo, er blevet ledig i forbindelse med, at advokatfirmaet Gorrissen Federspiel flytter ind i Axel Towers 100 meter derfra. Bygningens anvendelse er efterfølgende er blevet taget op til lokalplanmæssig revision.

Et moderne hotel i historiske rammer
Gottlieb Paludan Architects står som arkitekter for at omdanne den nuværende kontorbygning til et moderne designhotel. GPA skal realisere citizenM’s brand-standarder og særlige krav til design indenfor de rammer, som det danske bygningsreglement og bygningens arkitektur og konstruktioner tilbyder. Omdannelsen fra administrationsbygning til hotel sker med stor respekt for bygningens historie og det omkringliggende bymiljø. Således bliver alle ændringer og moderniseringstiltag gennemført uden synlige ændringer af den eksisterende facade og biografen Dagmar Teater, der har eksisteret siden 1939, bliver liggende i sine nuværende lokaler. Der indrettes indgang og lobby i stuen, hotelværelser fra 1. til 6. sal og der etableres en ny, tilbagetrukket spise- og udsigtsetage i samme arkitektoniske formsprog på 7. sal.

Projektet er udarbejdet i samarbejde med Steenberg Architects, Concrete Architects og EKJ Rådgivende Ingeniører for totalentreprenør Hoffmann og ejer Claus Hildebrandt.